Anmeldelse af IPhone 3GS.
Mit vinderbidrag til skrivekonkurrence på hjemmesiden Vild med Mac.

 

Konkurrence vinder

Skrevet den 04. sep, 2009 by Ulrik Hansen (admin) in Anmeldelse, iPhone 3GS ❘ Rediger

Følgende dejligt personlige anmeldelse af 3GS blev sendt ind til os og vinder hermed konkurrencen.

Iphone og Berlin-muren.

Indtil for få måneder siden var jeg lige så stor modstander af Iphone, som jeg var af de kommunistiske regimer i min ungdom tilbage i 80´erne.
Fandme om et firma skulle bestemme, hvordan jeg lægger sange ind på min telefon, at man softwaremæssigt ikke lukkede op for at kunne optage video (selvom den hardwaremæssigt er i stand til det) og endeligt mente jeg, det var fuldstændig godnat, at telefonen ikke kunne bruges som usb-nøgle.
For mig var en Iphone et billede på de gamle regimer øst for Berlinmuren, hvor lederne nok vidste, hvad folket ville have, og så havde folket bare at rette ind. Jeg skulle aldrig over på den anden side af Apples ”Berlin-mur”.

På min side af muren nød jeg friheden med min Windows Mobile baserede Qtek til selv at kunne bestemme, hvordan jeg lagde sange ind. Hurra for friheden.

Jeg har nu haft den samme Qtek i snart 5 år. Bogstaverne på tasterne er slidt væk, halvdelen af knapperne er lige funktionsdygtige som en udtjent Trabant og mikrofondelen i telefonen har det med at svigte, så samtaler skal foregå med tilsluttet headset (hvilket jeg altid glemmer at tage med).
Det kan faktisk ikke vare længe, før min hustru begynder at checke min pung for motelregninger, da jeg rimeligt ofte kommer hjem og fortæller, at jeg ”desværre” ikke kunne tage telefonen, da mikrofonen satte ud.

I foråret 2009 begyndte jeg derfor at sondere terrænet for en ny mobil.
Et par stykker i min bekendtskabskreds havde fået Iphones, og jeg måtte erkende de så meget fede ud, hvorfor min modstand blev mindre.
Som folkeskolelærer (hvilket er mit daglige erhverv) har en Iphone jo også den fordel, at det lige som giver lidt mere streetcredit – overfor ens teenage-elever – at ”slide” en sådan op af tasken frem for at møde op med udslidte cowboy-busker, forvasket T-shirt, Prince Valiant hår og en Nokia 3310 – i bælteclips.
Et par uger efter jeg startede ovennævnte sonderinger, kom min yngste søn hjem fra skole og fortalte, at han ”glemte” at tage sin mobil ud af lommen, da han spillede fodbold i frikvarteret i en regnbyge så tung, at Brian Nielsen ville ligne en sylfide i sammenligning.
Ja, ja. Den kender de fleste af os teenageforældre vist godt. Hvor mange af os har ikke oplevet, at vores børn ”sørme glemte” at tage den – efter deres mening dybt forældede 3-4 måneder gamle mobil – ud af lommen, da de smed bukserne til vask. Ja, faktisk mener de, at det er vores egen skyld, deres mobiler får vandskader, da vi jo altid bør tømme lommerne på deres busker inden vasken sættes over.

Hvor om alting er endte det med, at vi købte en halvt år gammel Iphone 3g i topstand til knægten.
Hurtigt viste det sig, at han begyndte at bruge mobil på helt nye måder, som f.eks. Facebook, Youtube og netsurfing. Det var også muligt på den ”gamle” HTC Diamond, men han brugte det ikke, da brugerinterfacet var for ”bøvlet”. Den for mig helt store overraskelse ved Iphonen var, hvor meget af hans tidsforbrug der blev flyttet fra pc-spil over på telefonen. Den er virkelig en lille spillekonsol, og er da også af det britiske TV-program Gadget Show blevet kåret som den bedste portable sådan.
Som skolelærer har der også for mig åbenbaret sig en helt ny verden af muligheder for indlæring.
Vi har lagt diverse ordbøger, offline atlas og leksika ind på telefonen.
Stor var min glæde, da han forleden lå og øvede det græske alfabet og verdens flag med programmet IFlipr, hvor man via flip-overs eller mulitple choice hurtigt får det lært.
Snart bliver det måske ligefrem sjovt at øve tyske verber.

Her troede danske teenagere endeligt, de havde fundet en gadget, de kunne have i fred for deres lærere, men lur mig om ikke Iphone inden for de næste år vil indgå som et naturligt arbejdsredskab i den danske folkeskole og måske ikke mindst gymnasierne.

Nu var det ”opsparede” beløb til den Iphone, jeg havde tiltænkt mig selv så gået til sønnike, hvilket sammenholdt med rygterne om 3GS udskød mig eget Iphone-køb til efter sommerferien.

I denne sker der så det for min ældste søn så ”uheldige”, at hans mobil bliver væk. Han bedyrer sig straks ”not guilty” og hævder, det er farens skyld, da han bestemt må have lagt telefonen fra sig, da han lånte den på stranden.

Den eneste telefon han ville have – til erstatning for den gamle -var en Iphone 3GS.
Efter at have forsøgt og skaffe en sådan i flere uger og være blevet skrevet op i de første 10 butikker – hvor af flere nævnte ventetid på op til 2 måneder – lykkedes det endeligt at finde en 3GS.
Af alle steder hos Føtex i Hobro. Nu var der mulighed for at sammenligne 3G og 3GS.

Udseendemæssigt er de jo nærmest helt ens. Lidt synd, når man som teenager gerne vil ”flashe” ens  nyeste gear. Hvor mange teenagere gider f.eks. gå i mærkevaretøj, hvor firmalogoet kun sidder i nakken. Ja, de går jo så vidt, at de er nødt til at gå med hængerøv helt ned til knæene, for at man kan se deres nye Bjørn Borg eller D&G-underhylere. Med det in mente burde Apple have gjort den designmæssige forskel større på 3G og 3GS.

En detalje som vækker stor irritation hos min yngste søn med 3G – som han bruger meget tid på at pudse – er S´erens nye coating på forsiden. Det er bare SÅ urimeligt, at storebror kan nøjes med at putte sin 3GS ned i lommen og tage den op igen for at få fedtfingre væk, når han nu skal pudse og pudse og pudse og….

Hastigheden er helt sikkert forbedret væsentligt på S´eren, og det er ikke helt ved siden af, når det fra Apples side hævdes, at den er dobbelt så hurtig som 3G´eren.

En ting der kunne tale for et køb af 3GS, er de i produktet indbyggede muligheder for udvikling af lækre spil med den større processorkraft. Dog har jeg bare dårlige erfaringer med at købe forbruger-elektronik ud fra forventning om, hvad produktet kan i fremtiden. Mit princip desangående har i mange år været: Køb ud fra hvad produktet kan nu ,og ikke hvad producenten lover, det vil kunne ved næste softwareopdatering.
Har du måske ikke valgt din kæreste/ægtefælle ud fra, hvordan vedkommende var, da I mødtes (om end du nok kunne have lyst til at give hende/ham en softwareopdatering ind imellem).

Med autofokus og lidt mere pixel er kameraet godt nok blevet bedre, men ikke noget jeg falder i svime over. Mulighed for video på 3GS er da slet ikke noget, jeg imponeres af. For det første har stort set alle andre HighEnd mobiler på markedet haft det i mange år, og for det andet har enhver skoleknægt med en smule teknisk snilde kunne få sin 3G til at optage video.
Video optaget på 3GS er dog i en hæderlig kvalitet og kan uploades direkte til Youtube.
Som med Iphones´ Internetbrowser er det på samme måde med video-delen. Andre mobiler har haft det i mange år, men Apple har gjort brugerinterfacet så simpelt, at selv din oldemor ville kunne bruge det. Derfor overgår Iphone-brugeres samlede dataforbrug på Internet langt den markedsandel, som telefonen har på mobil-markedet. Ligeledes vil det helt sikkert gå omkring antallet af videoer uploadet til Youtube fra Iphones.

Vil jeg så anbefale køb af 3GS, hvis man har en 3G.
Nej. Forskellen er for lille. Havde 3G så lidt af de på HTC-telefoner så udbredte lags, ville jeg overveje det, men dette er ikke tilfældet. 3G føles – sammenlignet med en 3GS – primært langsom ved loading af applikationer, og det kan jeg godt leve med.

Står du derimod, som jeg, overfor at skulle udskifte en gammel udslidt tipoldefar af en mobil, er der ingen ved siden af eller over Iphone.

Selv om min ældste søn betalte et godt tilskud til hans nye 3GS, har jeg nu udskudt mit Iphone-køb endnu engang.
Min yngste søn har nu en Iphone 3G, min ældste søn har en Iphone 3GS og jeg humper stadig videre med den gamle Qtek, indtil jeg (hvis ellers mine sønner vil det sådan) hopper over på den anden side af muren, og melder mig under de ”æble-grønne” faner hos Apple med Iphone 4G.

P.S.
Lørdag morgen (efter jeg havde købt min ældste søns 3GS fredag aften) lå der en mail i min inbox fra vores sommerferie-logi. De havde fundet min ældste søns mobil på hans sengebord.
Hvis du i den nærmeste fremtid – i nærheden af Hobro – ser en ung langlemmet lømmel i gang med at flække 20 rummeter brænde helt på egen hånd – mens faderen sidder ved siden af og nyder en kold øl – ved du hvorfor.